-
16-årig svensker varetægtsfængsles efter skud på Blågårds Plads
Источник: BDK Borsnyt / 01 авг 2024 07:53:27 America/New_York
En 16-årig dreng er blevet sigtet for drabsforsøg efter en skudepisode onsdag aften på Blågårds Plads i København. Det kom frem i Dommervagten i Københavns Byret, hvor han torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør. Ifølge sigtelsen affyrede drengen i hvert fald et skud med en 9mm Glock-pistol mod en endnu ukendt person, som ikke blev ramt. Drengen sigtes også for at have været i besiddelse af en 9mm Taurus-pistol i en lejlighed i Hvidovre. Ifølge sigtelsen skulle både drabsforsøget og besiddelsen af de to skydevåben været foregået efter aftale med flere endnu uidentificerede medgerningsmænd. Den 16-årige dreng var i retten iført et mørkeblåt joggingsæt. Han nægter sig skyldig. I grundlovsforhøret blev drengen varetægtsfængslet i 27 dage på en lukket psykiatrisk afdeling. Da den sigtede er under 18 år, var de sociale myndigheder fra både Danmark og Sverige til stede under grundlovsforhøret. Inden retsmødet gik i gang, brugte drengen over en halv time på at tale med sin forsvarer, Else Præstegaard, og de sociale myndigheder. Både Else Præstegaard og senioranklager Laura Birch anmodede om lukkede døre på grund af drengens alder. Derudover ønskede anklagemyndigheden også lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning af sagen. Dommeren imødekom anmodningen, så derfor hemmeligholdes flere detaljer om efterforskningen, ligesom det ikke kommer frem, hvad den 16-årige eventuelt forklarer. Ingen personer blev ramt ved skyderiet onsdag aften, som politiet fik meldingen om klokken 20.59. Kort efter skyderiet - klokken 21.07 - blev den svenske dreng anholdt. Politiet har oplyst, at drengen ikke var kendt af politiet i forvejen. Onsdag aften ville politiets vagtchef Jonathan Wald ikke udelukke, at det var banderelateret. - Det er altid et led i en efterforskning som en hypotese. Men vi efterforsker sagen bredt, lød det. I den seneste tid har der været flere sager om unge svenskere, som er blevet sigtet for våbenbesiddelse og drabsforsøg i Danmark. Blandt andet blev to svenske drenge på henholdsvis 15 og 16 år i midten af juni varetægtsfængslet på sigtelser om drabsforsøg ved et klubhus, der tilhører rockergruppen Comanches, i Brøndby med fem dages mellemrum. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/16-aarig-svensker-varetaegtsfaengsles-efter-skud-paa-blaagaards-plads